Da 27-årige Rasmus Nyrup i 2012 havde færdiggjort sit studie i erhvervsøkonomi, havde han behov for luftforandring, så da han fik tilbuddet om at læse sin kandidat i udlandet, var han ikke sen til at takke ja.”Rigtig mange af mine medstuderende tog på ét semesters udveksling, men jeg havde mod på mere. Ved at læse Innovation Management i Kina kunne jeg både få stillet mit behov for at rejse og opleve, og samtidig skabe mig en international profil”, fortæller han. Rasmus Nyrup blev færdig med sin kandidatgrad sidste år, og i dag arbejder han i Shanghai for den danske virksomhed Moohko, der sælger dansk modermælkserstatning.

Uddannelse i udlandet gav pote

I forbindelse med sin netop overståede jobsøgning gik det dog op for ham, at udlandsopholdet havde bragt mere med sig end først forventet. ”Jeg troede, at mine to år i Kina ville betyde, at jeg skulle sælge mig selv på min viden om landet, samfundet og kineserne, men det viser sig faktisk, at min profil ikke bare henvender sig til danske virksomheder, der vil styrke deres markedsposition i Østen. Alle virksomheder efterspørger nemlig medarbejdere, der ikke er bange for at prøve noget nyt, og som gerne går forrest, når det kommer til nye forretningsgange eller projekter. I den forstand har min tid i Kina både været en stor gevinst for mig personligt, men har også gjort mig til en eftertragtet kandidat hos mange arbejdsgivere”.