Studerende på uddannelsen Internetteknologier og Computersystemer uddannes til at beskytte samfundet mod hackere og skabe bedre cybersikkerhed. Det bliver afgørende i fremtiden, siger universitetslektor Jens Myrup Pedersen. 

”Vores samfund bliver mere og mere digitaliseret og forbundet gennem internettet. Derfor bliver vi også mere sårbare for angreb,” siger Jens Myrup Pedersen, der er med til at undervise unge studerende i Internetteknologier og Computersystemer. 

Opgaven er sikkerhed

Han mener, at det er nødvendigt, at vi som samfund tager cybersikkerhed alvorligt og forbereder os mod mere avancerede angreb i fremtiden. 

”Vi ser, at cyberangreb bliver mere og mere sofistikerede. Sidste år mistede Mærsk to milliarder kroner på en uge pga. et koordineret hackerangreb. Elnettet i Ukraine er blevet lagt ned i seks timer af hackere med store konsekvenser for landet. Angreb kommer fra hackergrupper, men de kan også være koordineret af en udenlandsk nation, der har interesse i statshemmeligheder,” siger Jens Myrup Pedersen.

Hackernes metode

De studerende på uddannelsen i Internetteknologier og Computersystemer lærer bl.a., om hackernes metoder.

”Hvis man skal være en dygtig forsvarer, skal man også forstå, hvordan man angriber. Vi kigger derfor på, hvordan hackerne arbejder og angriber, så vi kan imødegå dem. Der vil altid være et kapløb mellem os og dem, hvor vi hele tiden skal være på forkant,” siger Jens Myrup Pedersen.

Detektivarbejde

Der er mange typer af jobstillinger, hvis man først får en uddannelse i Internetteknologier og Computersystemer. 

”Mange færdiguddannede ender med at udvikle smart kommunikation eller sikkerhed inden for " The Internet of Things", men man kan også blive ansat hos Forsvarets Efterretningstjeneste i deres cyberenhed eller som sikkerhedsansvarlig hos en stor virksomhed,” siger Jens Myrup Pedersen, der opfordrer folk til at overveje uddannelsen.

 

”Det er ret sjovt at arbejde med. Man skal være kreativ og teknisk dygtig og kombinere mange indsigter. Der er på en måde lidt detektiv-arbejde over det.”