Interessen har Lasse Rasmussen holdt fast i, og den har været kraftigt medvirkende til, at Lasse i dag er bosiddende i London, hvor han senest som ’Creature Technical Director’ har skabt digitalt liv og bevægelse til filmproduktionerne Thor:Ragnarok og Paddington II. ”Jeg har gennem det meste af mit liv haft foden indenfor i computerverden. Det har hele tiden været en drøm at arbejde med 3D animationer på de store filmproduktioner.  Men det var først på en karrieremesse i Tyskland i forbindelse med at finde en praktikplads, det gik op for mig, at det kunne blive til virkelighed.”

Uddannelse i 3D animation

Lasse skiftede Aalborg Universitet ud med en uddannelse som 3D Digital Artist i København. Her fandt han muligheden for at kombinere sin passion for 3D animation med uddannelse, der kunne fører direkte til drømmen om at arbejde med større 3D animationer til filmproduktioner. ”Det bedste ved mit arbejde er de kreative aspekter, og at der ikke er nogle begrænsninger på, hvad der er muligt at skabe digitalt. Vi har naturligvis deadlines og styring på projekterne, men grænserne for, hvordan vi skaber ting, væsener eller universer er uendelige,“ siger Lasse Rasmussen.

The world is your oyster

I tilgift til Lasse Rasmussens job i London og kendskab til industrien i det hele taget har han fået øjnene op for, at professionen som ’Creature Technical Director’ kan sende ham på job overalt i verden. ”Industrien har kraftigt vokseværk. Hvis man virkelig vil arbejde på de store film, er det oplagt at tage derhen, hvor det sker. Lige nu er det London, hvor mange virksomheder samler sig. Men jeg drømmer senere i min karriere om at tage til New Zealand, USA eller Canada, hvor der også findes nogle meget interessante produktioner.”

Passion for programmering

Der går nogle år, før Lasse Rasmussen skal på nye udenlandseventyr. Hverdagen i London er stadig lærende og fyldt med udfordringer, spændende mennesker og muligheder. Lasse Rasmussen arbejder i firmaet 'One of Us', der leverer digitale løsninger til filmindustrien på mange forskellige niveauer. Firmaet har vundet adskillige priser for sine stærke visuelle og grafiske effekter i flere film og TV serier. ”Jeg føler ikke, jeg går på arbejde, fordi jeg har en naturlig passion for mit arbejde. Jeg er meget glad for, at jeg skiftede uddannelse og lærte kodesprog og programmering samt specialiserede mig i 3D, som er mit kald. At det også kan sende mig ud i verden, er jeg meget taknemmelig for,” siger han.

Kodning i folkeskolen

Lasse Rasmussen er også glad for, at den danske regering netop har besluttet at introducere kodning i folkeskolen. Det vil, ifølge Lasse Rasmussen, give de næste generationer helt nye muligheder og forståelse for ikke bare 3D animation, men også digitalisering generelt. ”Det lyder som en rigtig god ide at introducere kodning i folkeskolen. Det vil åbne mange døre og skabe en langt bedre forståelse for, hvordan arbejdsopgaver i dag og i fremtiden ser ud. Det gælder vel stort set næsten alle brancher og ikke bare den, jeg arbejder i. Jeg kan i hvert fald sige, at der er stort behov for digitale kompetencer og danskere i denne branche, ” vurderer Lasse Rasmussen afslutningsvis.