”Når vi kigger på et CV er to ting særligt vigtige: Hvilken større opgave afsluttede uddannelsen, og hvilke erfaringer - studiejob, praktikplads, vikararbejde - har kandidaten,” siger Niels-Aage Ladekjær-Mikkelsen, HR-manager i Holger Christiansen, A Bosch Group Company.

 

Ved evaluering af ansøgninger betyder det meget, om de unge allerede kender spillereglerne på en arbejdsplads og ved, hvordan man gebærder sig.

At have været i praktik kan altså åbne døre for unge, når de efter endt uddannelse skal ud på arbejdsmarkedet. Uddannelserne på erhvervsakademi kombinerer teori og praksis, for som del af uddannelsen er man i praktik i en relevant virksomhed. En erhvervsakademiuddannelse er en videregående uddannelse, der retter sig mod en karriere i det private erhvervsliv – og er derudover et godt springbræt til videre uddannelse på professionsbachelor- eller kandidatniveau. Professionsbachelor har en høj grad af specialisering undervejs med valgfag, praktikplads, projekter og afsluttende opgave.

Erhvervserfaring på CV'et

”Ved evaluering af ansøgninger betyder det meget, om de unge allerede kender spillereglerne på en arbejdsplads og ved, hvordan man gebærder sig. Her vil også fagligt mindre relevante studiejobs tælle, men faglig relevant erhvervserfaring giver en større fordel,” siger Niels-Aage Ladekjær-Mikkelsen og forklarer yderligere:

”Praktisk erfaring som del af uddannelsen gør, at de unge allerede kender til det at gå på arbejde og derved hurtigere falder ind i arbejdshverdagen. Relevant praktik er et godt indspark til ens uddannelse og senere muligheder i erhvervslivet.”

Med de unge med en baggrund fra et erhvervsakademi oplever vi færre udfordringer, da de har prøvet at fungere i en fagligt relevant virksomhed før.

Klædt godt på til erhvervslivet

Virksomhederne i Danmark er generelt tilfredse med at ansætte unge med en erhvervsakademiuddannelse, og det skyldes i høj grad praktikdelen, der også gør dem i stand til hurtigere at bidrage til virksomhedernes udvikling.

”Med de unge med en baggrund fra et erhvervsakademi oplever vi færre udfordringer, da de har prøvet at fungere i en fagligt relevant virksomhed før. Det giver også en mere direkte tilgang til at udfordre os at have andet end teori med i bagagen,” konstaterer Niels-Aage Ladekjær-Mikkelsen.