”Jeg har altid haft en trang til at skabe et eller andet. Være kreativ. Men nok uden at være helt bevidst omkring det. Mine forældre har til gengæld, fra jeg var barn, set den side af mig og har skubbet på for at få mig til uddannelsesmæssigt at gå i den retning. Det er det bedste, der er sket for mig.” I 2012 efter at have afsluttet 10. klasse begyndte nu 22-årige Alexander Kjær Grote sin erhvervsuddannelse som mediegrafiker på Aarhus Tech. I flere år havde han lavet hjemmesider og kreative ting i sin fritid, så han vidste, hvad uddannelsen handlede om. ”Jeg syntes, det var superfedt. Det føltes som at få et skud adrenalin, hver gang jeg kreerede noget, som så mega godt ud.”

Fundament fra elevtiden

Efter det et-årige grundforløb på skolen, hvor Alexander Kjær Grote lærte det basale omkring grafisk design og brugen af de kreative computerprogrammer, fik han løbende skabt sig en portefolie og blev de sidste tre år af uddannelsen elev på et reklamebureau. ”Det er årene som elev, der har givet mig den viden og passion, jeg har for faget i dag. På reklamebureauet ville man godt lære mig noget. De tog sig af mig, og jeg fik bl.a. lov til at være med til at lave kampagner, logoer, hjemmesider, social media markedsføring og mobilapplikationer. De sørgede for også at inkludere mig i idéudviklingen, så jeg fik forståelse for den kreative proces.” Erhvervsuddannelsen, som Alexander Kjær Grote blev færdig med i 2016, betegner han også som en form for efterskole. ”Da jeg begyndte min uddannelse, var jeg ikke særlig selvsikker og jeg vidste ikke, hvor jeg ville hen med det hele. De fire år gjorde mig moden og afklaret. Specielt tiden på reklamebureauet. Dér var de imponeret over, hvad jeg lavede, og gav mig utrolig megen positiv respons. De tog mig op på et højt fagligt niveau.”

Ikke kun for håndværkere

Den ballast har haft stor betydning for Alexander Kjær Grotes ønske om og muligheder for at videreuddanne sig. I dag er han i gang med at tage en tre-årig professionsbachelor på Skolen for Visuel Kommunikation i Haderslev. ”Min erhvervsuddannelse har givet mig mulighed for at videreuddanne mig på et højere niveau og skabe mig en karriere, selvom jeg var overbevist om, at jeg ikke ville i gymnasiet. Fagene interesserede mig ikke, og jeg troede på et tidspunkt, at jeg skulle være tømrer, men da fik mine forældre mig tilbage på det kreative spor. Der hersker nok nogle fordomme om, at erhvervsuddannelser kun er for håndværkere. Det er helt forkert. Når det til tider virker som om det er kutyme at skulle i gymnasiet efter folkeskolen, tror jeg ofte det er forældrenes ønske. Mange af mine kammerater synes mit valg er sejt.” Som en del af forløbet på Skolen for Visuel Kommunikation vil Alexander Kjær Grote til efteråret i praktik i London. Han afslutter sin professionsbachelor sommeren 2019. ”Min drøm er en dag at begynde for mig selv – etablere mit eget reklamebureau. Jeg arbejder allerede nu freelance for nogle bureauer, der også ind imellem tilkalder mig som junior-director. Jeg har store ambitioner, som jeg nok skal få indfriet."