Når man er forsker hos Novo Nordisk, skal man have øjnene på den nyeste forskning for at sikre, at man er på forkant med udviklingen og altid innovativ med sine forskningsidéer. Det er dog et uoverskueligt arbejde for forskerne selv at skulle sortere i, hvilken ny forskning der er relevant at læse for dem, da der udkommer mange hundrede forskningsartikler på daglig basis.

digitale værktøjer og life sciences

Derfor er Jes Hansen for nyligt blevet ansat hos Novo Nordisk til at hjælpe forskerne med at finde den mest relevante forskning. Han bruger kompetencer, han har fået gennem sin uddannelse i informationsvidenskab og kulturformidling. ”Mine kollegaer og jeg bruger vores viden om søgeprocesser og ’life sciences’ til at bruge nogle ret avancerede digitale værktøjer. Den viden og de processer, der er sat op omkring de her værktøjer, er ultimativt med til at give medarbejderne i Novo Nordisk den information, de har brug for, for at lette deres arbejdsgange. Det gælder især forskere men også andre ansatte,” siger Jes Hansen, der har arbejdstitlen business information scientist hos Novo Nordisk.

Uddannelsen gav det rette ’mind-set’

Kandidatgraden i informationsvidenskab og kulturformidling har givet sans for at behandle og strukturere store mængder information. Den bruger Jes Hansen i sit arbejde. ”Jeg havde lært et mind-set og nogle metoder, som gjorde at jeg havde den rette tilgang til at lære det, som jeg ikke vidste i forvejen. Det vigtigste er den kritiske sans og måden, man reflekterer over en problemstilling for at optimere løsningen,” siger Jes Hansen og slutter: ”Vi skal hele tiden være med på udviklingen, så vi ikke læner os for meget tilbage. Vi skal skubbe til udviklingen og ikke lade os skubbe af udviklingen.”

Tips

Tre væsentlige kompetencer fra uddannelsen

  1. Tilgå store mængder information.
  2. Vurdere det vigtigste.
  3. Den rette evne til at reflektere kritisk over resultatet.