Nadia Nadim, 29, kan i dag skrive professionel fodboldspiller og medicinstuderende på visitkortet. De titler lå ikke umiddelbart i kortene, da hun som 11-årig flygtede fra Afghanistan sammen med sin mor og fire søstre. Hendes far, der var general i den afghanske hær, blev dræbt af Taleban.

”Jeg er altid gået min egen vej og har lyttet til mig selv. Sat fokus på, hvad jeg ønsker at få ud af mit liv og undladt at lade mig påvirke af, hvad andre mener og synes. Det har bestemt ikke været rart at flygte fra sit hjemland og miste alt, men de oplevelser har gjort mig til en stærkere person. Jeg har taget dét med, jeg kan bruge til noget og fortrængt resten. Når jeg i dag er i en svær situation, formår jeg altid at sætte tingene i perspektiv og finde de positive vinkler. Mit motto lyder: "Man kan, hvad man vil.”

Fodbold i asylcenteret

Da Nadia Nadim kommer til Danmark, får hun hurtigt øjnene op for de mange muligheder, der ligger foran hende. De virker uhyre motiverende på den unge pige. Hun vil være den bedste til alt, hvad hun beskæftiger sig med, og hun er villig til at gøre en kæmpeindsats.

Allerede i asylcentret begynder den lille pige at lege med en fodbold. Faktisk bruger hun al sin tid på banerne. Det viser sig hurtigt, at hun har talent.

”Jeg er ikke kommet let til min succes inden for fodbold. Det er ikke nok at have talent – jeg har arbejdet og trænet mere end de fleste for at nå mine mål om en plads på landsholdet og en professionel karriere – de sidste 3 ½ år i den amerikanske liga. Jeg synes, det er sjovt at træne, og jeg elsker at vinde - og det sker kun, hvis jeg er den bedste.”

Karrieren koster privat

Men de mange timer på fodboldbanerne har også kostet på det private plan.

”Når man som jeg har brugt og bruger så megen tid på banerne, kræver det, at man er villig til at ofre visse ting. Jeg har i mange situationer ofret min familie og mine venner. Der er mange fester og arrangementer, jeg har takket nej til. Men jeg fortryder intet. Jeg har fra start været afklaret med, at jeg måtte træffe nogle valg.”

USA og Aarhus

Nadia Nadim bor i dag i havnebyen Portland i staten Oregon og spiller professionelt for klubben Portland Thorns FC. Mellem sæsonerne i den amerikanske liga læser hun til læge på Aarhus Universitet. Medicinstudiet tog hun hul på i 2009.

”Jeg vil begge dele og er derfor nødt til at dele tingene op. Jeg mangler to semestre på universitetet og har en studievejleder, der hjælper eliteidrætsudøvere med at planlægge studiet. Jeg håber på at være færdig sommeren 2018.”

Praktikforløb gjorde forskellen

Det lå heller ikke i kortene, at Nadia Nadim skulle læse til læge. Men efter et praktikforløb i 9. klasse på Privathospitalet Skørping vidste hun, at det var det helt rigtige valg.

”Jeg vil gerne have et arbejde med kontakt til andre mennesker. Og jeg vil gerne gøre en forskel og hjælpe folk, der har brug for hjælp. I mit liv har jeg modtaget en del hjælp, og det er de små ting, jeg husker. Nu er det min tur til at gøre noget for andre.”

Altid topeffektiv

Sporten på eliteplan har helt tydeligt givet noget konstruktivt til Nadia Nadims studier.

”Under eksamenslæsning føler jeg mig helt klart presset, fordi jeg ikke har den tid til at læse som mine studiekammerater. Når de læser otte timer, har jeg måske fire, fordi jeg skal træne. Men fodbolden har i den grad optimeret min koncentrationsevne. Jeg har lært at være topeffektiv i den tid, jeg har til rådighed.”

Jeg vil udvide grænser

Når Nadia Nadim er færdig som læge, er det hendes mål at arbejde for 'Læger uden grænser', og når spillerkarrieren stopper, ser hun sig selv som aktiv i enten DBU- eller FIFA-regi.

”Ud i fremtiden ser jeg stadig mig selv i både læge- og sportsverdenen. Mange har undervejs sagt, at det ikke er muligt at kombinere de to ting – der er altid nogle, der ynder at sætte grænser. Jeg vil udvide dem. Og gerne være den første, der viser, at det er muligt.

Selvfølgelig vil jeg også gerne stifte familie, men det bliver, når jeg føler tiden er inde.”

Nadia Nadim

Nadia Nadim er født i Herat, Afghanistan. Hun flygtede med sin mor og fire søstre til Danmark i 2000. Hun har spillet som angriber på det danske fodboldlandshold siden marts 2009. Desuden er hun professionel fodboldspiller i den amerikanske liga. I 2016 skrev hun kontrakt med klubben Portland Thorns FC. Hun studerer til læge på Århus Universitet og forventer at være færdig sommeren 2018.