Mange ønsker faldt i hak, da Sofie, 22, for snart tre år siden var værnepligtig og i den forbindelse fik information om uddannelsen til sprogofficer.

Siden hun var helt lille har hendes drøm kredset om at blive politibetjent. Men efter sin værnepligt var hun for ung. Derfor skulle der tænkes alternativt.

”Jeg ville gerne lave noget relevant, indtil jeg havde alderen til at blive optaget på Politiskolen. Og her dukkede sprogofficer-uddannelsen op som en god mulighed. Den varer to år og i den periode bliver man presset både fysisk og psykisk. Desuden har jeg altid elsket sprog. Og udover at lære et sprog får man et dybt indblik i en anden kultur kombineret med en militæruddannelse. Det var for mig den perfekte pakke.” 

Ny måde at lære på

August 2016 tog Sofie hul på sprogofficer-uddannelsen. ”De fire første måneder er der fokus på de militære færdigheder. Her blev jeg i den grad presset fysisk. Man sover ikke ret meget, skyder og går rundt med 25 kg. udstyr på ryggen. Det er barskt for en på 163 cm og en vægt på 60 kg. Jeg skulle også gennemgå en løbetest, som er et optagelseskrav. Den var enorm hård.” 

Det mentale pres begynder først, når eleverne skal i gang med at lære det nye sprog. For Sofie blev det persisk, som tales i Iran og Afghanistan.

”Det er en helt ny måde at lære på. Døgnet bliver med ét delt op i tre sektioner. Otte timer med undervisning, otte timer med lektier og otte timers søvn. I begyndelsen af uddannelsen skal man hver dag lære 80 nye ord. Og der foregår en ugentlig kontrol. Det gælder derfor om hele tiden at holde et vist niveau og undgå at sakke bagud.”

Mange spændende facetter

”Jeg er meget stædig. Når jeg sætter mig et mål, når jeg det. Og så synes jeg, uddannelsen er spændende. Nu kan jeg ikke stoppe. Den blanding af at være soldat, tolk og kulturvejleder er fascinerende. Uddannelsesforløbet er ekstremt komprimeret, og når jeg er færdig her til august, kan jeg tage så mange hatte på.”

Efter endt uddannelse skal Sofie på sin første mission som sprogofficer. Den går til Kabul i Afghanistan. I et halvt år har hun bl.a. til opgave at være med til at holde den afghanske hær ved lige. Hun skal desuden rette og vejlede omkring undervisningen på den afghanske officersskole, og kan fungere som mentor og tolk.

At vokse som menneske

”Min største udfordring har været at lære at håndtere stress. Man undgår ikke at føle sig stresset i den uddannelse. Jeg har sørget for at skabe mig en stressfridag hver uge, hvor jeg ikke har lavet noget skolemæssigt, men bl.a. sørget for at løbe en tur. Jeg har også talt med andre om, hvordan de klarer en stresset hverdag. 

Til gengæld har jeg lært, hvordan jeg reagerer i pressede situationer. Jeg har lært at samarbejde og begå mig mere socialt. Jeg er blevet voksen i løbet af de sidste to år. ”

Gode råd til andre

Hvis Sofie skal give et par gode råd til andre unge, der er interesseret i uddannelsen, lyder de sådan: 

”For at gennemføre skal man ville det ét hundrede procent. Det er en stor fordel at tale med en, der er i gang med uddannelsen, og så er det vigtigt at blive klog på de sprog, man kan vælge. Finde ud af, hvor ens interesse ligger. Endelig er det altafgørende, at man er klar til at blive udsendt.”

Fremtiden har Sofie ikke funderet så meget over. Fokus har været på uddannelsen.

”Der er mange muligheder. Jeg kan f.eks. være tolk i Danmark og etablere egen virksomhed. Jeg ved nu, hvordan man lærer et nyt sprog.”