PROFIL

  • Navn: Theresa Peuker
  • Uddannelse: Kommunikation og Performance Design på RUC
  • Alder: 22
  • Studieby: Roskilde
  • Boligtype: Lejelejlighed 

1.    Hvilke overvejelser gjorde du dig, inden du valgte uddannelse?

Rent praktisk overvejede jeg hvilket universitet, der både praktisk og rent fagligt passede bedst til mig, samt hvordan mine fremtidsmuligheder så ud inden for diverse uddannelser. Derudover kiggede jeg på om, jeg kan tage semestre udenlands, mulighed for praktikplads samt hvor stor frihed, jeg havde til at sammensætte min uddannelse, som jeg ønskede.

Personligt fokuserede jeg på at finde ud af, hvilket område, jeg kunne se mig selv arbejde inden for og ikke blot, hvad jeg fandt spændende.

- Hvordan kom du frem til det konkrete valg af uddannelse?

Jeg havde i lang tid været sikker på, at RUC's opbygning af deres bacheloruddannelser passede godt til mig, da jeg foretrækker en uddannelse, jeg selv kan sammensætte. Jeg valgte Performance Design, da det giver mig redskaberne til at lave live events inden for bl.a. musikbranchen. Jeg valgte Kommunikation, da det supplerer Performance Design godt og åbner for flere retninger indenfor event- og musikbranchen, som jeg gerne vil arbejde indenfor.  

Forberedelse er alting. Vær hele tiden på forkant med dit skema og hav alting skrevet ind i en kalender. Der er mange deadlines, gruppemøder, forelæsninger og seminarer, der skal holdes styr på, og hvis du har en samlet oversigt over dem, gør det det mere overskueligt.

2.    Hvordan stemmer dine forventninger til studiet overens med virkeligheden?

På RUC er de to første semestre altid basissemestre, hvor man i mit tilfælde på humanistisk bachelor lærer om humaniora generelt. Derfor begynder man først på sine valgte bachelorfag i 3. semester, hvilket jeg personligt synes er sent. Udover det så er jeg positivt overrasket over hvor meget frihed, man har som RUC studerende, og hvor meget indflydelse, man har på sin uddannelse.

3.    Hvad kan du bedst lide ved dit studie?

At man kan sammensætte sin uddannelse, som man ønsker. Man vælger selv sine bachelorfag og kurserne, man har sideløbende, og man har også mulighed for at skabe sine helt egne semesterprojekter, så det passer til ens egne interesser. Det gør ens uddannelse unik, da ingen på den måde, vil have haft præcis det samme studieforløb.

4.    Hvilke råd vil du give til kommende studerende om studievalg?

Tænk alle aspekter igennem både økonomisk, praktisk og personligt og lav en prioriteringsliste. Skal det være et bestemt universitet eller er det uddannelsen, der er vigtigst? Gør din research, skriv ned hvilke uddannelser og skoler, du umiddelbart finder interessant, samt hvilke typer jobs du kan se dig selv have. Stemmer dine forventninger og ønsker overens med dit drømme universitet? Dernæst se på boliger og økonomi. Hvor vil du helst bo, er det nemt at finde en bolig, har du råd? Gennemtænk alt.

5.    Hvilke ikke-faglige studiearrangementer deltager du i?

Jeg deltog i rusturen på 1. semester, men ellers har jeg af personlige og praktiske grunde ikke deltaget i andre aktiviteter. Der er dog masser af muligheder for at være social og møde andre studerende, hvis man ønsker; fredagsbar, husfest, årsfester, julefrokoster osv. Da jeg bor langt væk fra universitetet, og jeg har et arbejde ved siden af studiet, har jeg ofte heller ikke haft mulighed for at deltage til arrangementerne.

- Hvorfor er de vigtige/ikke vigtige?

Hvis man ikke kender nogen på studiet, inden man starter eller bare gerne vil lære nye mennesker at kende, kan jeg sagtens se en fordel i at tage til arrangementerne. Jeg har hele tiden sagt, at jeg går på universitetet for at lære og få en uddannelse ikke nødvendigvis for at få nye venner og feste hver weekend (det brugte jeg gymnasiet til). Nye venner er da helt klart en bonus, men det er hele tiden uddannelsen, der har været i fokus for mig. Jeg har haft et godt år på universitetet på trods af, at jeg kun var med på rustur. Det er ikke en dealbreaker om, man er social aktiv eller ej. 

6.    Giv dit bedste tip til studieteknik.

Forberedelse er alting. Vær hele tiden på forkant med dit skema og hav alting skrevet ind i en kalender. Der er mange deadlines, gruppemøder, forelæsninger og seminarer, der skal holdes styr på, og hvis du har en samlet oversigt over dem, gør det det mere overskueligt. Det samme gælder forberedelserne.  Mit vigtigste studieteknik tip er dog, at du skal vide, at man ikke kan (eller behøver for den sags skyld) læse alt, hvad der forventes af en, hvis du stadig gerne vil have et socialt liv ved siden af studiet. Der er ingen grund til at stresse, hvis man ikke når det hele. Det er det forelæsningerne og studiekammeraterne er til for.