Profil

Navn: Anne Helene Koch Borrits
Uddannelse: Fysiske fag med specialisering i meteorologi
Alder: 24 år
Studieby: København
Boligtype: Kollegielejlighed

Jeg er 24 år og netop færdiguddannet meteorolog, bachelor i fysiske fag med specialisering i meteorologi fra Københavns Universitet. Jeg har valgt at læse videre på kandidaten, Geofysik med specialisering i meteorologi, for at få endnu flere muligheder inden for faget samt en større og bredere fordybelse af meteorologien. At læse fysik og dermed meteorologi er ikke nemt, men kræver hårdt arbejde.
Jeg ser frem til at begynde min karriere på DMI, når jeg har afsluttet min kandidat, for at få en god erfaring med vejrprognoser. Mit drømmejob i fremtiden vil være at arbejde som en form for konsulent, hvor jeg skal formidle vejret og min faglighed i forhold til, hvad virksomheden laver, så de kan benytte min viden til at forbedre deres arbejde.

Hvilke overvejelser gjorde du dig, inden du valgte uddannelse?

Da jeg i flere år har haft passionen, lysten og interessen for at studere meteorologi, var mine overvejelser ikke om selve uddannelsen, men mere om det var muligt for mig at klare uddannelsen, da fysik er et af de sværeste fag at tage. Jeg tog valget om at begynde på uddannelsen, da det altid har været meteorologien, jeg har villet. Dette gjorde, at jeg helt fra begyndelsen, var mentalt forberedt på, at det til tider nok ville blive en hård og svær uddannelse at komme igennem.

Hvordan kom du frem til det konkrete valg af uddannelse?

Jeg har altid haft en passion for vejret, især skyer, og har fundet det spændende at følge udviklingen af det. I 7. klasse går det op for mig, hvad det egentlig vil sige at være meteorolog, hvor jeg får en styrket interesse for vejret, og lysten til at blive meteorolog opstår. I 9. klasse var jeg i erhvervspraktik ude på DMI, hvor vi var en gruppe som fik lov til at arbejde og blive undervist i vejret for at lære og forstå vejrets kompleksitet. Efter at have været i praktik vidste jeg med sikkerhed, at jeg ville læse meteorologi.

Hvordan stemmer dine forventninger til studiet overens med virkeligheden?

Til at begynde med var det overvældende fordi de første fag på uddannelsen er rene fysik- og matematikfag. Vi skulle vente næsten et helt år på at få det første geofysikfag. Derfra ændrede det sig, da meteorologi blev en større del af uddannelsen, og der fik jeg bekræftet, at jeg havde taget det rigtige valg.   

Hvad kan du bedst lide ved dit studie?

At omgås mennesker, som har de samme interesser som en selv, så der opstår en naturlig fordybelse i meteorologien. Det er spændende at lære og forstå faget i dybden og dermed få forståelsen af, at vejret ikke er så simpelt og ligetil som rigtig mange går og tror, at det er. Vejret er en kompleks størrelse som afhænger af mange forskellige faktorer.

Hvilke råd vil du give til kommende studerende om studievalg?

Hvis du har en særlig passion for noget, så overvej om det er det, du har lyst til at lave resten af dit liv. Hvis ikke, så find ud af hvad der interesserer dig, og hvad du er god til. Derfra kan du prøve at finde ud af, hvad dit kommende studievalg kan være. Benyt f.eks. ug.dk - men hver åben for andre muligheder. Et godt råd fra mig er, at du skal lytte til dig selv og vælge det som føles rigtigt for dig, og ikke hvad alle andre synes, du måske burde vælge af uddannelse.

Hvilke ikke-faglige studiearrangementer deltager du i?

På 1. år deltog jeg i stort set alle obligatoriske arrangementer på fysiske fag, såsom Brush Up (nu Kick-start), rustur, Kæmpefesten og Fysikrevyen, da jeg syntes, at det var vigtigt at lære ens medstuderende at kende. De senere år har jeg ikke lagt vægt på at deltage, fordi vi er få, som læser specialiseringen meteorologi og dermed har fået vores eget fællesskab.

Giv dit bedste tip til studieteknik.

Lyt til dig selv og gør det, du synes, virker bedst for dig, også selvom andre af dine medstuderende gør tingene på en anden måde. Der er ingen som arbejder/studerer ens, og derfor findes der ingen rigtige eller forkerte studieteknikker i forhold til, hvordan du selv lærer bedst. Dog kan det en gang i mellem være en god ide at gå på kompromis for at sikre et godt samarbejde med dine medstuderende.