Du, der står overfor at vælge uddannelse, kan på en og samme tid føle svimlende lykke over de mange valgmuligheder, men også afmagt over kompleksiteten. For hvad er egentlig den helt rigtige vej for dig, hvilken by er den rigtige og læse i og hvad nu hvis uddannelsen ikke giver job, når du er færdig. Slå koldt vand i blodet! Verden omkring os er i konstant forandring - ikke mindst den digitale verden - og her findes der ikke rigtige eller forkerte uddannelsesbyer. De færreste følger en snorlige vej fra valg af uddannelse til drømmejobbet, og uanset hvilken vej man vælger, skal kursen højst sandsynligt korrigeres undervejs. Derfor: Vælg med hjertet!

Uddannelse er vejen frem - og ud

I Google, som i mange andre store virksomheder, går vi op i uddannelse. Hvis vi eksempelvis skal ansætte dig som ny medarbejder, ser vi naturligvis på, hvilken uddannelse du har taget og hvordan du har klaret dig, men vi ser i lige så høj grad på, hvem du er som person. Vi har som minimumskrav at du har en bachelorgrad. Derefter ser vi på, hvilke kvalifikationer, du har som person, kvalifikationer, du måske har opnået gennem dit studie - måske gennem et studiejob. Er du selvstændig, kan du tage initiativ - og hvad vil du gøre for at nå dine mål? Vi synes f.eks. det er spændende, hvis folk har læst et semester eller mere i udlandet eller på anden vis har rejst, og viser tegn på global indsigt og udsigt. Der er et hav af muligheder uden for Danmark, og i denne omskiftelige verden må man være parat til at rejse og udvikle sig for at nå sine drømme. Google har et stort program med internships, hvor man i sine første arbejdsår prøver at arbejde på Googles udenlandske kontorer for dermed at udvide sin horisont, ikke mindst karrieremæssigt, og få et globalt perspektiv.

Træd ud af comfort-zonen

Vælg med hjertet. Hvad vil det sige? Hvor ligger dit hjerteblod – de værdier, der betyder noget for lige præcis dig? Er du til trygge valg eller til at opfylde forventninger hos venner, lærere eller forældre. Eller er din ambition at være præcis dér, hvor det sner? Hvor væksten og pengene flyder hen? Vi er skabt med forskellige evner og stresstærskler, og hvad der virker pirrende på den ene, kan belaste den anden.

Under alle omstændigheder er det vigtigt at erkende, at ud-dannelse skal  ’danne’ dig ‘ud’ af dine vante rammer, bringe dig ud af comfortzonen. Min erfaring er, at det er vigtigt at løfte blikket og kigge ud i verden, når du afsøger, hvad der vil tænde og inspirere.  Vær beredt på at rejse. Og vær ikke bleg for at tilegne dig kompetencer, der ikke umiddelbart matcher dit uddannelsesmål. Din personlighed er din bedste ressource. Din styrke er din modenhed, din vilje til vækst og omstilling. Alt, hvad du ser og lærer, nærer din visdom. Uddannelsen giver dig værktøjskassen, hvormed din visdom kan forvandle sig til resultater.

Meningsfuld fremtid

Mange forbinder Google med ingeniører og it, men vi har medarbejdere med utrolig mange forskelligartede uddannelser bag sig. Mange har uddannelser inden for sprog og marketing eller salg og analyse. Men når det er sagt er livet en lang uddannelse - også hos Google - og nettet giver os. Hvad er nøglen til det fede job. Den lykkelige fremtid? Vi hører om jobs, der flytter ud af landet. Omvendt peger alle pile på Danmark som innovations-lokomotiv. Lad os uddanne os til de mest kreative igangsættere, brobyggere og fleksible inspiratorer i hele verden. Jeg ønsker for jer, at I mærker ilden i hjertet og sulten efter at bidrage til at gøre verden til et smukkere sted. Nettet er jeres  tumleplads - unge over hele verden jeres kolleger og venner. Rejs ud og mærk, hvordan kulturer, viden og drømme smelter sammen. Vælg, gennemfør – og ryk så!