• Trine Keler
  • Maya Vesely
Trine Keler, 26 år.

Trine Keler

Jeg hedder Trine Keler, er 26 år og bor i Rødovre med min mand. Jeg er uddannet tandklinikassistent og startede på uddannelsen lige efter folkeskolen. Jeg har arbejdet på forskellige klinikker da jeg oprindelig er fra Skive, har boet to år i Århus og nu bor i København på det femte år.

Hvordan kan det være du valgte at gå på VUC frem for et alment gymnasie?

Grunden til jeg valgte VUC/VUF var deres tilbud om en HF på e-learning. Ud over dette var jeg ikke interesseret i at starte op på et alment gymnasie da jeg ikke søgte et direkte studiemiljø.

Hvad har det betydet for dig at du har kunne tage en specifik HF på e-learning?

At jeg kan tage en HF på e-learning og som enkeltfag har gjort at det er et meget fleksibelt studie. Jeg har mulighed for at arbejde og kan passe studiet ind i min hverdag og dermed nå det hele. Samtidig er det nemt at tage studiet med sig når man rejser og måske er hjemmefra i længere tid.

Har der været den nødvendige hjælp fra skolen, når du havde brug for den?

Ja, lærerne har virkelig været hjælpsomme og hurtige til at svare på mails når jeg har haft spørgsmål. De har givet sig god tid til at forklare problematikker og hjulpet en videre. Selve administrationen har haft styr på det hele og der har været god information igennem hele forløbet.

Hvorfor valgte du den specifikke linje?

Jeg valgte HF da det er den uddannelse jeg tænker giver mig de bedste muligheder i fremtiden. Samtidigt det at jeg kan sætte HF’en sammen og tage fagene i den rækkefølge jeg ønsker er en stor fordel.

Hvad forventer du at kunne få ud af din uddannelse efterfølgende?

Ud over at opnå viden og læring forventer jeg at det vil give mig en vis baggrund som jeg kan bruge i et fremtidigt job. En HF åbner jo op for en masse veje, men umiddelbart tænker jeg at jeg vil gå i retning af et kontor/regnskabsmæssigt job.

Maya Vesely, 27 år.

Maya Vesely

Jeg hedder Maya Vesely, jeg er 27 år gammel, og jeg tog min studentereksamen på VUC for 8 år siden. Jeg arbejder som bookingkoordinator hos Tivoli Hotel & Congress Center og bor i København sammen med min kæreste.

At rejse og at lære nyt er noget af det bedste jeg ved, og det er vigtigt for mig at blive ved med at udfordre mig selv intellektuelt på mange forskellige områder – jeg gør derfor meget ud af at finde forskellige kurser at deltage i ved siden af mit arbejde, og de fleste af disse kurser har jeg taget online.

Hvordan kan det være du valgte at gå på VUC frem for et alment gymnasie?

Jeg tog min studentereksamen for 8 år siden hvor der ikke var noget der hed e-learning, og det meste af min studentereksamen tog jeg på et alment gymnasie – jeg færdiggjorde blot de sidste par fag på VUC efter at være droppet ud af 3. G

Hvad har det betydet for dig at du har kunne tage en specifik HF på e-learning?

Det er fantastisk at man kan tage HF enkeltfag som e-learning – og at der er så bred en vifte af fag at vælge fra! Når man er i arbejde og gerne vil tilegne sig ny viden der ikke er brancherelateret, så kan det være svært at få tid til at følge et længevarende, intensivt kursus fordi de ofte ikke passer med ens arbejdstider. Med e-learning kan man arbejde når og hvor det passer én bedst, og det åbner op for en masse nye muligheder.

Har der været den nødvendige hjælp fra skolen, når du havde brug for den?

Ja, det synes jeg absolut. Jeg har fået svar på de spørgsmål jeg har stillet til opgaverne undervejs, og det har været let at få fat i min lærer per e-mail. Det var desuden et godt tiltag at der var arrangeret eksamensvejledning efter sidste modul var afsluttet.

Hvorfor valgte du den specifikke linje?
For et par år siden var jeg på ferie i Japan, og jeg har været fascineret af sproget og kulturen lige siden. Derudover interesserer jeg mig meget for sprog generelt – både det skrevne og det talte – og jeg så det derfor som en interessant udfordring at lære et sprog der er så radikalt anderledes end de sprog der tales og skrives i den vestlige del af verden.

Hvad forventer du at kunne få ud af din uddannelse efterfølgende?

Til december rejser jeg til Japan for at læse japansk i 3 måneder. Jeg er glad for at jeg efter at have fulgt faget på e-learning ikke behøver at starte helt fra bunden, og at jeg derfor hurtigere kan nå op på et højere sprogligt niveau som vil være nyttigt når jeg efter kurset skal arbejde og rejse rundt i landet i et par måneder. Derudover regner jeg med at jeg også i fremtiden vil kunne drage nytte af mine sprogkundskaber i forbindelse med mit arbejde i et internationalt miljø.