Det kan være svært at tage en beslutning og vælge den rigtige vej til sit drømmejob, når man blot står med eksamenspapirerne fra folkeskolen i hånden. Anders Breinholt var allerede tidligt ret fascineret af jobbet som Falckredder. ”Min onkel var redder, og jeg havde vel også den klassiske drengedrøm om politi, brandvæsen og sådan noget, men allerede i erhvervspraktikkerne i folkeskolen var jeg af sted som redder – begge gange,” fortæller Anders Breinholt begejstret.

Jeg ville så gerne være redder

Der skulle dog gå lidt tid, før det blev alvor, og her var han blandt andet på DJ-kursus i ungdomsskolen, hvilket var med til at begynde den radiointeresse, som Anders Breinholt også tidligt fik. Allerede i tiende klasse tog han et fuldtidsjob på Radio Roskilde. Drengedrømmen var dog endnu ikke glemt, og i 1992 begyndte han på Teknisk Skole for at blive redder. Efter det første halve års grundlæggende kursus på skolen, kom Falck og søgte elever. ”Den første samtale var sikkert vildt forkrampet fra min side, da jeg så gerne ville ind til dem – og da de nok kiggede mere på de menneskelige egenskaber end karaktererne, valgte de ikke mig, selvom jeg endda havde haft et brandmandskursus på Bornholm. Ved den anden samtale et halvt år efter, kom jeg ind,” forklarer Anders Breinholt og tilføjer, at den dag han fik brevet stadig er en af de største dage i hans liv.

Den menneskelige kontakt har været en fordel

Så gik det løs som redder i Tårnby, og Anders fortæller, at jobbet i høj grad handler om den menneskelige kontakt, man har hver dag, og så en masse oplevelser og kurser i krankørsel, førstehjælp m.m. ”Det var en verden, hvor man mødte alle slags mennesker, også mennesker med en skæbne, som jeg ikke lige kendte så meget til i forvejen. Pludselig stod jeg der i folks hjem. Det har nok været med til at hjælpe mig på andre måder i min senere kontakt med alle slags mennesker i radio- og tv-programmer. Jeg har nu nok altid været socialt anlagt og ikke haft svært ved at tale med andre mennesker, men jeg er jo ikke uddannet journalist. Nogen vil jo nok mene, at det ikke var de mest dybe interviews jeg lavede på Go’ Morgen Danmark, men mere lidt snak med folk,” fortæller Anders Breinholt.

Ny hverdag og nyt netværk

Anders Breinholts historie er et af mange eksempler på, at den uddannelse man tager i første omgang ikke behøver at fastholde én i et bestemt job. For hans vedkommende var det radioen, der optog ham samtidig med hans elevtid og senere job som redder. Redderjobbet var typisk tre dages arbejde og tre dages fri, og da dyrkede man andre interesser. ”Alle lavede noget andet ved siden af, og jeg blev bare bedre og bedre til radio. Da vi i Falck var det første hold, der fik en paramedicinsk uddannelse og blev sendt ud i den gamle bil for at bruge den, var min motivation for at tage til Odense og lave radio på The Voice ret stor, så jeg tog orlov fra Falck og fik en ny hverdag og et nyt netværk,” siger Anders.

Kan stadig få lyst til det gamle job

Først var det The Voice og freelancevært hos DR, så blev det til radiopromoter og arbejde hos Sony og EMI og sidenhen blev det til det populære radioprogram De Sorte Spejdere sammen med Anders Lund Madsen. I dag er Anders Breinholt både en travl konferencier til mange begivenheder og har sit eget tv-program ’Natholdet’ på TV2. ”På et tidspunkt brændte der en ejendom på Østerbro i København i nærheden af, hvor jeg bor, og da jeg stod og kiggede, ønskede jeg et øjeblik at have det gamle job igen med sammenholdet og alt det der. Jeg valgte jo uddannelse ud fra det job, jeg rigtigt gerne vil have, men det er jo ikke alle, der ved, hvad de vil efter folkeskolen. Det gælder om at søge efter det, man har lyst til, også uden nødvendigvis at rette sig efter det, forældre og vejledere siger til en,” råder Anders Breinholt.