”Jeg ville godt finde ud af, hvad jeg selv kunne klare, når jeg skulle stå på egne ben langt fra mit hjem, min familie og mine venner. Og så ville jeg meget gerne blive dygtigere til at spille amerikansk fodbold.” Michael Juul Jensen, 18, var helt afklaret med situationen, da han i august 2016 – efter at have afsluttet niende klasse – vinkede farvel til sine forældre og trygheden i Danmark for at leve et år på udvekslingsophold hos en vildtfremmed familie i Minnesota, USA. ”Jeg var ikke skræmt eller påvirket af, at jeg skulle væk fra alt det, jeg kendte så godt. Tværtimod var jeg fuldstændig afklaret omkring, at jeg ønskede et års oplevelse i et andet land - fremfor at sige nej og så måske fortryde min beslutning senere.”

En god værtsfamilie

Værtsfamilien bestod af et forældrepar og to hjemmeboende drenge. Den ene på Michael Juul Jensens alder. Der var også en søster, som på det tidspunkt gik på college i Californien. Hendes værelse i huset lånte Michael. ”Det er selvfølgelig mærkeligt at komme ind i en helt ny familie. Men alle var meget åbne og interesserede i, hvem jeg var, og hvordan det er at bo i Danmark. Jeg følte mig aldrig forkert placeret, men faldt helt naturligt ind i familiens rytme. Jeg ankom jo midt i sommerferien, så der var rig mulighed for at spille amerikansk fodbold, bl.a. sammen med den ene bror. Hurtigt fik jeg venner gennem sporten.”

Støtte fra værtsmor og nye venner

Forholdet til den nye familie blev meget tæt. Havde Michael Juul Jensen indimellem problemer kunne han altid komme til sin værtsmor. Hun stod til enhver tid parat med hjælp og et stort knus. ”Heldigvis oplevede jeg ikke store problemer med skolen eller venner i løbet af det år. Men min morfar, som jeg var tæt knyttet til, døde, mens jeg var i Minnesota. Da havde jeg brug for stor støtte fra min værtsmor. Og den fik jeg både af hende og mine kammerater.”

Flydende i engelsk

Engelsk og amerikansk historie var obligatoriske fag på High School i USA. Desuden valgte Michael Juul Jensen matematik, teamsport og forskellige kreative fag. ”Opholdet i USA har både fagligt og menneskeligt givet mig flere kompetencer. Jeg taler flydende engelsk og går på en engelsktalende linje på Køge Handelsskole. Mine ambitioner er at komme til at arbejde internationalt som selvstændig. Meget gerne i USA og inden for noget med økonomi. Jeg er blevet mere moden og langt bedre til at håndtere konflikter. Og så har jeg lært mig selv bedre at kende. Nu ved jeg, hvad jeg kan. Desuden værdsætter jeg i høj grad de små ting i tilværelsen, som jeg tidligere overså eller tog for givet. F.eks. i forhold til min familie. Jeg tænker ikke først og fremmest på mig selv, men hjælper, hvis én i min omgangskreds ikke har den fedeste dag.”