Home » Sabbatår » Du kan danse dig til dannelse på højskoleophold
Dansehøjskole

Du kan danse dig til dannelse på højskoleophold

Gruppe af dansere midt i en koreografi
Gruppe af dansere midt i en koreografi
Foto: Getty Images

Koreograf, professionel danser og højskoleunderviser, 41-årige Louise Seloy, dansede sig selv til mere dannelse, da hun i sin tid på et højskoleophold opdagede, at det faktisk var muligt at gøre sin hobby til en levevej.

I dag opfordrer hun alle unge til at gøre højskolen til et obligatorisk ophold for at fremme deres udvikling og selvforståelse. ”Det var på mit eget højskoleophold, det gik op for mig, at jeg kunne vælge min hobby som levebrød. Mit højskoleophold var ikke bare et tiltrængt frirum efter studentereksamen, hvor jeg kunne fordybe mig i det, jeg kan lide – dansen. Jeg fik også styrket mine beslutningskompetencer og sikret min uddannelsesmæssige fremtid gennem lærestøtte til at søge til England, hvor jeg uddannede mig som koreograf og danser,” fortæller Louise Seloy.

Erfaring på CV’et

Når Louise Seloy tænker tilbage på sit eget højskoleophold, ser hun mange paralleller til de unge, hun i dag underviser i dans og yoga.  ”På et højskoleophold har man god tid til at mærke sig selv, og eleverne kommer, ligesom jeg selv gjorde, med en stor portion nysgerrighed på livet. Det er ikke kun de fagspecifikke linjer, som dygtiggør eleverne. Det handler mindst lige så meget om sociale og refleksive kompetencer og om at blive afklaret med, hvilke værdier man senere i livet vil styre efter,” siger Louise Seloy. Louise Seloy har som koreograf og danser bl.a. arbejdet på store teaterforestillinger på Østre Gasværk, Malmø Stadsteater og som kunstnerisk leder på Uppercut Danseteater. ”Uden højskolen havde jeg ikke de oplevelser og erfaringer på mit CV,” konstaterer Louise Seloy.

Læg mobilen væk

Selvom det især er kroppen, der i er fokus, når Louise Seloy underviser højskoleelever, er hun meget bevidst om også at ‘afdigitalisere’ sine elever. På en højskole møder man nemlig mange forskellige mennesker med forskellige nationaliteter og kulturelle baggrunde. ”Vi opfordrer eleverne til at lade mobiltelefonen blive på værelserne og i stedet være nærværende i de mange sociale tilbud, højskolen byder på. Jeg tror, det er utroligt vigtigt at kigge hinanden i øjne og lære andre mennesker helt u-filtreret at kende. Det er jo netop sådan, nye venskaber og kæresteri opstår,” siger Louise Seloy, der understreger, at langt de fleste netop er på højskole for at prøve sig selv af på andre parametre end karakterræs og specifikke uddannelsespræstationer.

Vælge den rigtige studieretning

Louise Seloy påtager sig dermed også ansvaret for at videreføre Grundtvigs vision om, at alle borgere gennem dannelse, uddannelse og oplysning skal deltage aktivt i samfundslivet. Den vision kræver mere end topkarakterer og eksamensbeviser, mener Louise Seloy. ”Jeg lærer mine elever at danse og at udtrykke sig gennem bevægelse og performance. Højskolen lærer dem også dannelse i bredere social forstand og giver dem mulighed for at lære sig selv bedre at kende og værktøjer til at træffe de rigtige beslutninger om fremtiden. Dansen har været min vej i livet, men det kunne være hvilken som helst interesse, man besidder,” siger Louise Seloy afslutningsvis.  

Next article