Home » Sabbatår » Et sabbatår leves forlæns, men forstås baglæns
Grupperejse

Et sabbatår leves forlæns, men forstås baglæns

Foto: Getty Images

Selvom både 20-årige Lars Kjær og 22-årige Maja Jensen nikker anerkendende til H.C. Andersens kendte citat ‘At rejse er at leve’ afspejler deres rejseberetninger fra deres respektive sabbatår nok mere Sørens Kirkegaard citatet; ‘livet forstås baglæns, men må leves forlæns.’

På grupperejse ud i verden

En ting er de mange spændende begivenheder, mødet med nye mennesker, kulturer og storslåede natur som de begge på forskellige vis refererer til, når de bliver sat i stævne om deres rejser fra det ‘obligatoriske’ sabbatår efter røgen fra studenterfesterne havde lagt sig. En anden ting er den historie, der hver især gemmer sig i dem om deres indre udviklingsrejse og helt personlige bevæggrunde for at hive et år ud af kalenderen, rejse ud i verden og prøve sig selv af med nye mennesker i helt nye omgivelser. Begge valgte efter gymnasiet at spare penge op til et år langt væk fra uddannelsesræset, karakterjagten og eksamensnervøsiteten og bestille en grupperejse sammen med andre søgende unge sjæle fra hele verden. Og det er først i refleksionen efterfølgende, at de helt forstår, hvor meget det har udviklet dem, og hvilke ærinde rejsen egentligt havde.

Mere selvindsigt før studievalg

”Jeg vil meget gerne uddanne mig som audiologopædi (tale-hørepædagog), og det kræver, at jeg skal igennem et stort pensum på engelsk. Jeg er ordblind og var meget usikker på, om jeg kunne gennemføre studiet. Efter mit sabbatår har jeg fundet ud af, at sprog kan læres på mange måder, og jeg er nu helt sikker på, at jeg vil søge ind på uddannelsen. Det har styrket min selvtillid,” siger Maja Jensen, som var afsted på en adventurerejse gennem Mexico, Belize, El Salvador, Nicaragua, Costa Rica, Peru, Bolivia og Brasilien. ”Mit mål med et sabbatår var som udgangspunkt at udforske mig selv, blive mere selvstændig og udnytte den mulighed, man har som ung, hvor man typisk ikke har realkreditlån, hus og Volvo. Når jeg nu tænker tilbage på de mange forskellige befolkninger, jeg har mødt og oplevet, er jeg blevet mere bevidst om, at der findes mange veje til et lykkeligt liv.

Et mere søgende menneske

Jeg planlægger at læse Kemi, men jeg er helt klart blevet et mere søgende menneske efter mine oplevelser fra mit sabbatår,” siger Lars Kjær, som sidste år afsluttede sin studentereksamen fra Virum Gymnasium. “Min rejse har klart styrket min selvstændighed og min identitet. Det, at jeg har oplevet helt andre kulturer, har givet mig viden og forståelse og har pillet ved nogle af mine værdier. Efter rejsen sætter jeg f.eks. samarbejde over konkurrence og har fået mere respekt for naturen, som jeg værdsætter anderledes nu,” fortsætter han.

Styrkede sprogkundskaber

Maja Jensen valgte at kombinere sin grupperejse med frivilligt arbejde i Peru og i Costa Rica, hvor hun underviste børn i engelsk. Oplevelse var fantastisk, fordi man bidrog til både lærelyst og stor udvikling hos børnene. ”Jeg underviste peruvianske børn i engelsk, og det gjorde et meget stort indtryk på mig, da vi den til den afsluttende seance fremviste til forældrene, hvad børnene havde lært. Så meget glæde og taknemmelighed har jeg aldrig oplevet før hjemme i  Danmark,” fortæller Maja Jensen.

En tryg rejse

”For mit vedkommende husker jeg specielt den dag, hvor jeg med min rejsegruppe besøgte Machu Picchu i Peru. Et af verdens syv vidundere og et historisk vidnesbyrd om, at mennesker for 600 år siden kunne konstruere en by på toppen af bjerge – indrettet i pagt med naturen og himmelen som kompas. Det gjorde et meget stort indtryk på mig,” siger Lars Kjær. Både Lars Kjær og Maja Jensen valgte at få et bureau til at arrangere deres eventyr. Begge fastslår, at det er en fordel, fordi man helt naturligt møder andre unge, og at man har en tryg ramme samt et gennemtænkt program. Dermed får alle oplevelser fra de forskellige destinationer.

Inspiration til rejselyst

Lars Kjær og Maja Jensens rejser og tilgange til sabbatåret afspejler sig også til en vis grad i, hvor de hver især hentede inspiration til at tage ud og opleve verden. Lars Kjær hentede inspiration fra sine to ældre brødre, som begge også før Lars havde brugt et år på en grupperejse efter gymnasiet. Maja Jensen kendte ligeledes til grupperejser, da hun tidligere har benyttet samme bureauet til en rejse i Afrika . Hun har hele sin barndom rejst meget med sin familie, men var inspireret til at prøve mere uden for familiens trygge rammer. De opfordrer begge andre, der tænker på at rejse, til at tale med så mange mennesker som muligt, som har erfaring med rejser eller direkte et sabbatår. Og så er der også inspiration at hente på nettet og hos arrangørerne af rejser for eventyrlystne unge.

Next article