Home » Sabbatår » Rikke tog på designforberedende skole og fik mod på at blive tøjdesigner
Fra højskole til design

Rikke tog på designforberedende skole og fik mod på at blive tøjdesigner

Rikke Winterbottom opfordrer til at tage på højskole
Rikke Winterbottom opfordrer til at tage på højskole
Foto: Gettyimages
avatar

Rikke Winterbottom

Beklædningsdesigner-studerende

Et ophold på en designforberedende skole gav Rikke Winterbottom selvtillid og troen på, at tøjdesignertilværelsen var den rette for hende.

Uddannelsesskift

Da Rikke Winterbottom var halvandet år inde i tekstilformidleruddannelsen, gik det op for hende, at hun var mere interesseret i det designmæssige og kunstneriske end i selve håndværket. Derfor valgte hun at droppe ud.
”Jeg var meget usikker på fremtiden, så jeg undersøgte muligheden for at tage på højskole. Jeg tænkte, at det var en god mulighed for at finde ud af, hvad der skulle ske med mig,” siger Rikke Winterbottom.

Fri fagskole gav ballast

Hun endte med at blive optaget på en fri fagskole. I det år, hun gik på skolen, fik hun lov til at eksperimentere med en masse forskellige teknikker og metoder.”Det var et fedt sted at prøve kræfter med alt inden for tøjdesign. Jeg fik et frirum til at kaste mig ud i den verden og prøve nogle grænser af. Det gav mig en masse kreative kompetencer, men også en stor personlig udvikling,” siger Rikke Winterbottom. I starten var hun usikker på sig selv. Kunne hun mon finde ud af det? Var det nu det rigtige for hende? ”Men på skolen blev man taget alvorligt af underviserne, uanset hvem man var, og hvor man kom fra. Det gav mig selvtillid og troen på, at jeg var i stand til at blive tøjdesigner,” siger hun.

En god ballast

Skoleopholdet sluttede i 2017, og umiddelbart derefter blev hun optaget på designskolen, hvor hun nu i halvandet år har læst til beklædningsdesigner. Opholdet har givet Rikke Winterbottom en ballast, som kommer hende til gode på designskolen. ”Dels har jeg fået en masse redskaber i forbindelse med designprocessen. Dels har jeg lært mig selv meget bedre at kende, så jeg nu ved, hvad jeg er god til, og hvordan jeg bedst arbejder. Det er en stor hjælp på designskolen, hvor man skal kunne arbejde selvstændigt,” siger Rikke Winterbottom.

Opfordrer til fagskoleophold

Hvad fremtiden byder på er endnu usikkert, men Rikke Winterbottom drømmer om at arbejde med en blanding af kunst og beklædningsdesign. Hun opfordrer alle, der er usikre på fremtiden, til at tage et fagskoleophold. ”Det gav mig det skub, jeg havde brug for. Det er en god idé at komme ud at prøve kræfter med noget, inden man tager en stor beslutning om fremtiden,” siger hun.

Next article