Home » Sabbatår » Sabbatår var afgørende for Annas valg af uddannelse i Geologi
Geologi efter sabbatår

Sabbatår var afgørende for Annas valg af uddannelse i Geologi

Hånd fuld af småsten
Hånd fuld af småsten
Foto: Pexels
avatar

Anna Bang

Geologistuderende

Som mange andre valgte Anna Bang at tage to sabbatår, så hun kunne tjene penge og komme ud at opleve verden. Hendes tur til Afrika blev afgørende for hendes studievalg.

Smag for geologi efter 4 måneder i Afrika

”Efter jeg arbejdede på kontor i mit første sabbatår, fandt jeg ud af, at jeg ikke skulle have et almindeligt 8-16 job foran en computer. Men det var først, da jeg boede fire måneder i Afrika, hvor jeg oplevede klimaforandringerne, at jeg vidste, at jeg ville læse noget, der har med klimaet at gøre.” Da Anna kom hjem, begyndte hun derfor at søge på nettet, hvor hun faldt over Geologi. Efter at have fulgt en studerende på geologistudiet for en dag var hun ikke længere i tvivl om, at det var det rigtige for hende.

Mange feltture til udlandet

Geologistudiet er meget praktisk orienteret, og de studerende er ofte ude i felten, som en del af studiet. Anna uddyber: ”Der er aldrig en dag, der er ens, og så er der masser af muligheder for at komme til udlandet. Jeg skal f.eks. til Grønland snart. ”Og hun fortsætter: ”Inden jeg startede på studiet, var jeg ikke rigtigt en naturpige. Men det gik op for mig, hvor fedt det er at være udendørs, og hvordan man danner venskaber på en helt anden måde, når man er meget udendørs. Det er virkelig fedt og så udfordrer det én både fysisk og akademisk.”

Få geologistuderende og tæt sammenhold

Geologistudiet er et lille studie med kun ca. 55 studerende på en årgang. I kombination med de mange rejser på studiet, gør det ifølge Anna, at man kommer tæt på hinanden og at man kan være sammen alle sammen som én stor gruppe. Det betyder også, at det er et studie, der ligger op til at man er social – og Anna selv har været rusvejleder alle år efter, hun startede på studiet. Det betyder, at hun føler, at hun mere eller mindre kender alle på studiet uanset årgang.

Når Anna har afsluttet sin kandidatuddannelse, drømmer hun om at skrive en Ph.d.

Next article