Home » Sabbatår » Udveksling gjorde mig mere moden og eventyrlysten
Udveksling

Udveksling gjorde mig mere moden og eventyrlysten

unge på udvekslingsophold
unge på udvekslingsophold
Foto: Gettyimages
avatar

Maria Fønsskov

Studerende, Business Asian Language and Culture på CBS

11 måneders udvekslingsophold i USA som 15-årig har i den grad formet Maria Fønsskov som menneske.

Udviklende udvekslingsophold

”Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor jeg ville være, hvis jeg ikke havde været på udvekslingsophold i USA. Det år danner grobund for alt, hvad jeg foretager mig i dag.” Efter niende klasse i sommeren 2009 vælger 15-årige Maria Fønsskov at tilbringe knapt et år i en amerikansk familie, bl.a. fordi hun føler, hun har brug for at komme væk og få en pause fra skolen, inden hun skal i gymnasiet. Rejsen går til Oregon i en lille by ved navn Heppner. ”Jeg var overbevist om, at jeg ville få noget positivt ud af opholdet. Udvikle mig personligt og selvfølgelig blive langt bedre til engelsk. Inden jeg skulle afsted, prøvede jeg at lade være med at tænke på, at jeg skulle forlade min familie.”

Min uddannelse foregår på engelsk, og det ville jeg slet ikke kunne klare, hvis jeg ikke havde været i USA.

Nye fællesskaber i udlandet

Maria Fønsskov falder hurtigt rigtig godt til i sin nye familie, der er meget åben og kærlig. Hun har stadig et tæt bånd til specielt moderen. ”Jeg talte godt med alle i familien og blev straks en del af deres fællesskab. Jeg blev ikke opfattet som en gæst. Og så fik jeg hurtigt veninder.

Et halvt år på udveksling i Kina

I dag læser Maria Fønsskov, 23,  Business Asian Language and Culture på CBS. I 2015 tog hun et halvt år til Kina for at lære kinesisk og boede hos en værtsfamilie. Det valg havde også grobund i hendes ophold i USA. ”Min uddannelse foregår på engelsk, og det ville jeg slet ikke kunne klare, hvis jeg ikke havde været i USA. Da jeg kom tilbage til Danmark og skulle begynde i gymnasiet, var jeg blevet en langt mere moden pige og langt bedre rustet til at gå på Niels Brocks Elitegymnasium. Udover mine sproglige kompetencer havde jeg også forbedret mig meget i bl.a. matematik. Opholdet har desuden gjort mig til et meget mere udadvendt og positivt menneske. Kvaliteter jeg kan bruge, når jeg en dag skal søge job. Mit uddannelsesvalg hviler ganske enkelt på det grundlag, jeg har fået i USA.

Støtte fra familien

Som mor var det ikke helt let at sende sin datter over Atlanten i præcis 11 måneder. Men Merete Bruun var ikke et sekund i tvivl om, at opholdet ville være til stor gavn for Maria. ”Der var meget at organisere, inden hun skulle afsted, men da dagen kom, havde jeg det ikke godt. Det var frygteligt, da hun kørte op med rulletrappen i lufthavnen”, erkender Merete Bruun. Maria er midterbarn i sin familie og har to ældre og to yngre søskende.

Kom hjem mere moden med stort ordforråd

Merete Bruun: ”I hele perioden skypede Maria og vores familie en gang om ugen. På den måde kunne vi følge med i hinandens liv. Vi blev alle herhjemme en del af hendes nye verden og det var tydeligt at mærke, hvordan hun udviklede sig. Den kontakt betød enormt meget – den hjalp på savnet. I juli 2010 vender Maria hjem til Danmark. Hele familien tager imod i lufthavnen. ”Jeg græd, da jeg så hende. Der kom en meget glad pige tilbage. Hun havde fået et fantastisk ordforråd, var mere moden, vidste hvad hun ville. Hun var så parat til alt. Og så havde hun jo også erhvervet sig en ekstra familie.

Tag på udveksling

Maria vil til enhver tid opfordre unge at tage på et udvekslingsophold. ”De 11 måneder har i den grad været med til at forme mig som menneske. Jeg tør træffe beslutninger og er blevet langt mere selvstændig og eventyrlysten. Når man er 15 år er det et godt tidspunkt at rejse ud i verden. Man er åben for nye indtryk og holdninger. Jeg har fået rykket nogle grænser og kan i dag fuldt ud stå på egne ben.”

Next article