Home » Studievalg » Landbrugsuddannelse: Jeg kan godt lægge mig tæt med et lille svin
Karriere med dyr

Landbrugsuddannelse: Jeg kan godt lægge mig tæt med et lille svin

et lille svin - Sofie Signe har fået et andet forhold til dyr i forbindelse med uddannelsen
et lille svin - Sofie Signe har fået et andet forhold til dyr i forbindelse med uddannelsen
Foto: Unsplash
avatar

Sofie Signe Thorsen

Studerende, EUX Økologisk Landmand

Sofie Signe Thorsen afslutter sin uddannelse – EUX Økologisk Landmand – til sommer. Den har udviklet hende personligt og givet hende mod på en videreuddannelse til enten biolog eller dyrlæge.

Landbrugsskole gjorde valget nemt

”Jeg har altid vidst, at jeg ville arbejde med dyr, men aldrig haft tanken at det kunne være landbrugsdyr. Og jeg har specielt slet ikke tænkt på svin.” Sommeren 2015 blev Sofie Signe Thorsen færdig med niende klasse. Hun var dengang 16 år, og hendes plan var efter ferien at begynde i gymnasiet for derefter at uddanne sig til dyrlæge.
Men hendes dansklærer havde fortalt om en speciel uddannelse – EUX Økologisk Landmand – og den lød pirrende i Sofies ører.

Praktisk erfaring med dyrene

”Jeg var et par dage på en landbrugsskole og fandt ud af, at det var lige den uddannelse, jeg godt ville have. Den handler om dyr – faktisk har vi alle slags dyr til rådighed. Undervisningen har en teoretisk del og en praktisk, hvor vi er udenfor og arbejder med dyrene. ”Og rent faktisk har Sofie Signe Thorsen oplevet, at det er muligt at få et lige så godt forhold til et lille svin som til en hund eller en kat. ”I temperament ligner svin en hund. De knytter sig til mennesker og er meget adfærdsbevidste. Hvis jeg er sur, når jeg kommer ud til dem, bliver de bange. Man skal opføre sig overfor dem som overfor et almindeligt husdyr. Og man får et forhold til dem. Jeg kan godt lægge mig tæt med dem udenfor – og nyde det.”

Professionsbachelor i jordbrugsteknologi

Sofie Signe Thorsen har aldrig været i tvivl om, at hun ville have en uddannelse. Til sommer får hun som 20-årig sit eksamensbevis efter fire år på landbrugsskole. ”Uddannelsen giver mig en sikkerhed. Det kan godt være, at jeg ikke vil være landmand. Min ambition er nok i højere grad at videreuddanne mig. Jeg har lyst til at blive biolog eller dyrlæge. I første omgang vil jeg fokusere på en professionsbachelor i jordbrugsteknologi.”

Vokser med uddannelsen

De fire års uddannelse har også haft personlig og mental betydning for Sofie Signe Thorsen. ”Jeg er vokset meget i løbet af de fire år. Ved at bo på skolen og komme ud at arbejde har jeg lært en del om mig selv. Om hvem jeg er. Jeg er blevet mere afklaret og voksen. Jeg har fået en mere fornuftig holdning til, hvad jeg vil med mit liv. Og så har jeg været rigtig glad for mit valg af uddannelse. Jeg vil råde enhver ung til at finde ud af, hvad der passer den enkelte og så kaste sig ud i en uddannelse.”

Next article