Home » Studievalg » Kend dig selv når du træffer uddannelsesvalg
Studievalg

Kend dig selv når du træffer uddannelsesvalg

Ung pige rækker tunge
Ung pige rækker tunge
Foto: Getty Images

Det er helt normalt, at uddannelsesvalget er forbundet med stor tvivl for mange unge. For dig, der er usikker, kan det være en svær og lang proces. Her er nogle råd, der kan hjælpe dig til at vælge rigtigt.

De første karrieredrømme bygger oftest på, at du kender nogen, der arbejder med noget, du synes lyder spændende. Men inspirationen kan komme mange steder fra. Det kan være et fag i skolen, eller måske noget du har set i medierne, som lyder interessant. Når den store beslutning skal tages, er det vigtigt, at du søger lidt bredere, og sætter dig ind i hvilke muligheder der findes. For der er ofte mange flere, end dem du lige kender til.

Drømme og virkelighed

Allerede efter folkeskolen skal du beslutte dig for, hvilken studieretning, og hvilke fag du vil have. Her vil det være en stor fordel for dig at vide, i hvilken retning dine fremtidige karriereinteresser går. Kunne du f.eks. godt tænke dig at arbejde med sprog, naturvidenskab eller teknik og IT? Når du starter på din ungdomsuddannelse, bør du vælge fag, du måske skal bruge for at komme ind på en videregående uddannelse bagefter, selv om der ofte er mulighed for at supplere enkelte fag senere, hvis det er nødvendigt.

Har du en plan B?

Hav både drømme og virkelighed med i studievalget. Hvad drømmer du om, og hvad kan rent faktisk lade sig gøre? Nogle gange kan ens højeste uddannelsesønske være svært at opnå, og derfor er det altid godt at have en plan B – altså alternative uddannelser. Mange har fundet den rette sti i alternativet til den allerførste mavefornemmelse.

Hvad kan du lide at lave?

Dit valg af uddannelse er med til at forme hele din fremtid, og derfor skal du vide, hvad du interesserer dig for. Hvad kan du godt lide at beskæftige dig med? Kan du lide at læse og studere, eller skal der være noget praktisk arbejde relateret til dine fremtidige jobplaner indlagt i uddannelsen? Motiverer det dig at kombinere teori og praksis, eller brænder du for at fordybe dig i teoretiske problemstillinger? Når du har fundet ud af, hvad der interesserer og motiverer dig, er det nemmere at finde den uddannelse, som passer til lige dig.

Fra uddannelse til job

Formålet med at tage en uddannelse er at få et job bagefter. Helst et job, hvor du kan arbejde med noget, du brænder for. For mange uddannelser ligger jobbet lige for. Det gælder professionsuddannelser som diplomingeniør, jordemoder, sygeplejerske, pædagog, lærer m.fl. – eller universitetsuddannelser som læge, dyrlæge, farmaceut, civilingeniør m.fl. Men for langt de fleste uddannelser er de efterfølgende jobmuligheder noget mere varierede.

Mange karriereveje at vælge

Flere universitetsstudier giver mulighed for mange jobfunktioner afhængig af dine evner og kombinationen af bachelor- og kandidatuddannelse. Såvel humanistiske som naturvidenskabelige, samfundsvidenskabelige, sundhedsvidenskabelige og teknisk videnskabelige uddannelser giver mulighed for flere jobtyper og jobfunktioner, når du er færdig med uddannelsen og har fået nogle erfaringer på arbejdsmarkedet.

Next article