Home » Uddannelsesinspiration » Data science åbner døren til fremtiden
Data Science

Data science åbner døren til fremtiden

Foto: Pexels.com
avatar

Diba Afzali

2. semesterstuderende på data science, IT-universitetet

Studerende på data science får muligheden for at forme vores fremtidige samfund gennem nye og kreative måder at analysere og bruge data i virksomheder og det offentlige, fortæller Diba Afzali, 2. semesterstuderende på data science, IT-universitetet.

Overalt i samfundet opbevares data på alt fra menneskers adfærd til forandringer i naturen. Det kan være data på, hvor vi bevæger os, hvad vi køber og hvilke kulturtiltag, der lokker folk ud. Informationerne gemmes i computersystemer i det private, kommunale og i staten. Det er allerede udbredt at bruge anonymiseret data til at forbedre og optimere systemer i samfundet, og det vil kun vokse i fremtiden. Det skal studerende på data science være med til at afkode.  

”Vi er først lige begyndt at bruge data, og vi er først lige begyndt at beskytte os mod udnyttelse af data gennem lovgivning. Men der er ingen tvivl om, at brugen af data kommer til at forme samfundet i større og større grad,” siger Diba Afzali, 2. semesterstuderende på data science på ITU. 

Gå på opdagelse i data

På data science lærer du at arbejde som detektiv, ofte sammen i tværfaglige grupper, der har til opgave at finde skjulte budskaber og mønstre i store mængder data. De budskaber og mønstre siger en del om udviklinger i naturen og menneskers adfærd. Data bruges i øjeblikket blandt andet til markedsundersøgelser, forebyggelse på sundhedsområdet, katastrofeforudsigelser og investeringsanalyser. 

”Du finder ikke altid samme resultat som din studiekammerat, når I analyserer data, for det handler i høj grad om, hvad I leder efter, og hvordan I leder efter det. Det giver mulighed for unikke og kreative tilgange til at løse opgaver. De analyser, vi laver af data, afspejler også vores tankegange og bias, og derfor er det godt, hvis begge køn er ligeligt repræsenteret, og der er folk fra forskellige baggrunde på uddannelsen,” siger Diba Afzali og fortæller, at uddannelsen er meget social med mange arrangementer. 

Mange veje til arbejdsmarkedet fra data science

Data kan både bruges til at udvikle samfundet til at det bedre, men også udnyttes af interesser og skal derfor beskyttes. Det åbner for flere veje, du kan gå med en bachelor i data science. 

”I starten ville jeg gerne arbejde med research, bl.a. i kunstig intelligens, men efter at være startet på studiet, fik jeg interesse i at arbejde med virksomheder. Mange virksomheder har meget data liggende i deres systemer, uden at vide hvad de kan og skal gøre med det. Det kan vi hjælpe dem med,” siger Diba Afzali og fortsætter: 

”I øjeblikket har jeg stor interesse i det lovlige aspekt ved indsamling og brug af big data. Jeg tænker, at jeg gerne vil arbejde med, hvordan vi kan sikre os mod misbrug af data. Vi ved ikke, hvilket omfang data kommer til at påvirke og forme samfundet i fremtiden. Det var vigtigt for mig, da jeg valgte at studere data science, at det var en uddannelse, som der var behov for i fremtiden, og hvor der var mange jobmuligheder.” 

Next article