Home » Uddannelsesinspiration » Erhvervsuddannelse tilbyder socialt og alsidigt studieliv
Erhvervsuddannelse

Erhvervsuddannelse tilbyder socialt og alsidigt studieliv

Foto: Unsplash.com
avatar

Mikkel Pedersen

Studerer på Erhvervsskolen i Aars

avatar

Rasmus Juul

Studerer på Erhvervsskolen i Aars

En erhvervsuddannelse indebærer kun 20 ugers skole, inden eleverne første gang skal ud og arbejde som lærlinge. Men på de 20 uger på skolen, når de at danne venskaber, feste og dyrke en lang række aktiviteter sammen i fritiden, fortæller de to 17-årige skoleelever og venner Mikkel og Rasmus.

Mikkel Pedersen og Rasmus Juul fra henholdsvis Roskilde og Aarhus tog begge turen til Aars for at starte på uddannelsen til entreprenørmaskinmekaniker. Her mødte de hinanden for første gang på erhvervsskolen og blev hurtigt venner. ”Vi går i klasse sammen, og så er vi begge flyttet ind på Skolehjem, som er et slags kollegie knyttet til erhvervsskolen. Vi anede ikke, hvem hinanden var, men det går jo hurtigt, når man har samme interesser. Lige nu træner vi bl.a. op til halvmaraton sammen,” siger Rasmus.  

Erhvervsskolen tilbyder fritidsaktiviteter

Når eleverne fra erhvervsskolen i Aars har fri, har de mulighed for at udfolde sig med en række tilbud, som Aars stiller rådighed. Gennem skolen får eleverne rabatter til en række aktiviteter bl.a. svømmehallen, bowlinghallen, Go-cart-baner. Det giver større muligheder at lære hinanden at kende på kryds og tværs. ”Det minder på mange måder om at gå på efterskole, fordi det er så socialt, og vi mødes og bliver venner med folk fra hele landet,” siger Mikkel.

Første gang på egne ben

Når du vælger at starte på en ny uddannelse i en anden by og bor væk fra mor og far, så får du chancen for at prøve at stå på egne ben. Det er en givende og udviklende oplevelse, fortæller de to venner. ”Jeg gik ikke på efterskole, som Mikkel gjorde, så det er første gang, jeg er hjemmefra. Og jeg må bare sige, at det er skide sjovt. Du bliver hurtigt meget moden af at bo heroppe, for der er ingen til at sørge for dig. Men det kræver også, at du skal have mod og lysten til at være væk fra mors kødgryder fra søndag aften til fredag eftermiddag,” siger Rasmus og griner. Der er sørget for både morgenmad, frokost og aftensmad på Skolehjem i hverdagene. Så helt egne ben står de unge elever dog ikke på.

Gode undervisere og en praktisk uddannelse

Noget af det, som begejstrer Mikkel og Rasmus mest, er kvaliteten af undervisningen. ”Der er super meget godt ved undervisningen. Underviserne er velforberedte og kommer selv med meget erfaring i rygsækken. Det hele bliver bundet op på noget praktisk, så det ikke bare er teori. Det er en supergod måde at lære noget nyt på. Erhvervsskolen kan helt klart anbefales,” siger Rasmus og bliver suppleret af Mikkel:

”Vores uddannelse er ret bred, og der kommer nyt til hele tiden. Så du vil hele tiden skulle udvikle dig og lære noget nyt, selv når du er på arbejdsmarkedet. Det er virkelig noget, jeg godt kan lide ved uddannelsen.”


Next article