Petra Nagel føler sig heldig over, at hun fulgte sin mavefornemmelse og fandt det rigtige studie i første forsøg. Også selvom hun nogle gange følte sig anderledes og ikke god nok.
Mavefornemmelsen sagde RUC
“Jeg var heldig at ramme rigtigt i første skud, da jeg skulle finde ud af, hvilken uddannelse jeg skulle tage. Da jeg hørte om uddannelsen på RUC, kunne jeg mærke, at det føltes rigtigt. Og jeg synes, at hvis man kan mærke den der kildren i maven ved tanken om at tage en bestemt uddannelse, så skal man gå efter det.” Det er det råd, Petra Nagel, journalist og tv-vært på DR3, vil give alle unge, der endnu ikke ved, hvilken uddannelse de skal tage, eller hvilken karriere der er rigtig for dem. “Hvis man kan have det bare en lille smule fedt over at læse noget, så skal man glemme alt om, at ens forældre hellere vil have, man bliver læge, eller at alle vennerne gør noget andet. Eller at man ikke har de bedste karakterer. Hvis det er det, du vil, så er det det, du skal.”
Retningsvalg i gymnasiet
Petra Nagel havde ikke nogen plan, da hun skrev sig op til at gå i gymnasiet. Det handlede mest om, at det var det, vennerne skulle. “Der var ikke noget at rafle om. Alle mine venner skulle i gymnasiet, så det skulle jeg også. Sådan tror jeg, mange unge har det, og det er en skam for alle dem, der vil blive meget gladere for at læse til elektriker eller gå på handelsskolen. Men sådan er det. Mange gør det, vennerne gør.” Det var først, da hun skulle vælge retning efter gymnasiet, at hun begyndte at mærke efter, hvad hun ville. “En dag på gymnasiet kom der en ud og fortalte om RUC. Og da kunne jeg mærke, at det var det, jeg skulle.”
Tre sabbatår gav vigtige erfaringer
Petra Nagel vidste dog også, at hun ikke skulle direkte videre efter gymnasiet. Hun endte med at tage tre sabbatår, først som ski-guide og siden hotel-bestyrer i Frankrig. Hun var også frivillig lektiehjælper på Nørrebro, fordi det kunne øge hendes muligheder for at komme ind på uddannelsen, som efter det første sabbatår havde afvist hende pga. for lavt karaktergennemsnit. “Det var noget af det bedste, der skete for mig. At jeg ikke kom ind på uddannelsen med det samme. Som hotel-bestyrer var det mit ansvar, at gæsterne havde en god oplevelse, og som lektiehjælper lærte jeg også en del om at kæmpe for det, man virkelig gerne vil.”
Drøm om tilrettelæggeruddannelsen
Selvom vejen hurtigt lå klar for hende, kan hun i bakspejlet se, at hun kunne have taget en anden vej. “Jeg kan godt tænke, at jeg skulle have læst tv-tilrettelægger på tre år i stedet for at bruge seks år på at læse videnskabsteori og skrive gruppeprojekter. Dem, jeg arbejder sammen med i dag, er meget dygtigere til at filme og skabe en historie, end jeg er. Men jeg anede ikke, at tilrettelæggeruddannelsen fandtes.”
Følte sig anderledes
Undervejs på journaliststudiet kunne Petra Nagel godt føle sig anderledes end de andre på holdet. “Jeg følte nogle gange, at jeg nærmest lå i bunden af holdet. Jeg var elendig til grammatik, og jeg er ikke særligt god til at skrive, selvom jeg elskede dansk i gymnasiet og læste dansk på RUC,” fortæller hun. “Jeg læste sammen med nogle, som var klar til at vælte ministre og gøre en forskel. Der var jeg slet ikke. Jeg drømte mere i retning af Natholdet og Radio 24syv, der lige var startet på det tidspunkt. Jeg kunne meget bedre se mig selv i underholdningsgenren, selvom det blev set lidt skævt til.”
Stolt over at have gjort studiet færdig
Petra Nagel holdt dog fast i sin mavefornemmelse, som efter 12-tallet i den afsluttende eksamen har ført hende til rollen som vært på DR3. En vej, der føles rigtig for hende. “Jeg er mega glad for, at jeg har en titel, og at jeg har færdiggjort studiet. Det er en vigtig pointe, at man skal gøre noget færdigt, også selvom det er surt nogle gange. Det lærer man også rigtig meget af, og det giver en særlig stolthed. Det håber jeg, at jeg kan lære mine børn.”