Home » Uddannelsesinspiration » Giv dig selv lov til at drømme, når du vælger uddannelse
Studievalg

Giv dig selv lov til at drømme, når du vælger uddannelse

Sana Mahin Doost
Sana Mahin Doost
Sana Mahin Doost

Sommeren nærmer sig, og vi har allerede fået den første sol at mærke. Et solskinsvejr, der for landets unge ofte må tilbringes indendørs i laboratorier, klasselokaler og til gruppearbejde. Eksamenstiden nærmer sig nemlig, foråret må derfor forsømmes, som mange gange før.

Stigende pres på studievalg

Det er et vilkår for os elever og studerende, at vi må tilbringe mange timer bag et skrivebord for at leve op til de mange forventninger, som vi møder. Det er en helt særlig anstrengelse, som vi må gøre os og for mange af os, er det desværre også forbundet med et stort pres for at falde igennem.  Presset er nemlig blevet større, og vi oplever desværre også flere begrænsninger med hurtigere valg, høje snit og uddannelsesloft. Det er hårde vilkår, men derfor er det også vigtigt, at du lytter til din mavefornemmelse. Begrænsninger er der nemlig nok af, men dit studie kan også blive et frirum. Stedet, hvor du får venner for livet, hvor du bliver udfordret intellektuelt og får mulighed for at udfolde dig. 

Et stort valg at vælge uddannelse

Du står over for et valg, som du helt sikkert har tænkt meget over. Du har måske konsulteret venner og familie. Måske er tvivlen stadig så stor, og iveren efter andet end uddannelse presserende. I sidste ende er du den, der ved bedst, hvad du vil. Jeg håber, at du vil drømme stort. At du ikke vil lade dig begrænse af forventningerne og præstationspresset. Jeg ved, at disse ord kan være et pres i sig selv, for hvad nu hvis man bare ikke ved, hvad man vil? Jeg forstår din tvivl og måske endda frygt, men jeg tror også på, at du er den bedste til at mærke efter, hvad du vil.

Lyt til dig selv i studievalget

Som ungdomsgeneration lever vi op til forventningerne og de mange krav. Vi vælger de uddannelser, som politikerne ønsker af os, og vi bliver hurtigere færdige. Men måske bør vi lytte lidt mindre til dem og lidt mere til os selv.  Uddannelse skal være forbundet med lyst og videbegærlighed. Min mor har altid fortalt mig, at der er en særlig sødme ved at blive klogere og ved at lære. Det er jeg enig med hende i. Derfor bør valget være drevet af motivation og nysgerrighed for faget, og ikke blot hvor stor en pensionsopsparing, du kan nå at spare sammen.  Mærk efter, lyt, spørg, men husk, at det i sidste ende er dig, der skal sidde på læsesalen, når solen skinner ind af dit vindue om foråret.  Jeg tror på dig, uanset hvad du vælger. Held og lykke, nyd sødmen, venskaberne og endda frustrationerne. 

Next article