Home » Uddannelsesinspiration » Praktik i udlandet giver gode karrieremuligheder
Praktik

Praktik i udlandet giver gode karrieremuligheder

kvinde der er i udlands praktik sidder og kigger ud på bjerge med sin computer i skødet
kvinde der er i udlands praktik sidder og kigger ud på bjerge med sin computer i skødet
Foto: Gettyimages

Praktik i Afrika eller andre lande giver store oplevelser og uvurderlige erfaringer, man man tage med sig videre i livet, både personligt og på arbejdsmarkedet.

Skrevet af Sanne-Maria Bjerno Jakobsen

Personlig udvikling og gode karrieremuligheder er bare nogle af gevinsterne, når unge mennesker kommer i udlandspraktik. Og mens arbejdspladserne kan opnå større resultater med hjælp fra udlandspraktikanterne, er udbyttet nok størst for dem, der er på udlandsophold.

Det fortæller Silvia Ceppi, der er født og opvokset i Italien, men i de seneste 18 år har boet i Tanzania i Afrika. Hun er økolog og forsker og ansat som videnskabelig rådgiver i organisationen Oikos, der arbejder med at bekæmpe fattigdom og styrke landets udvikling gennem at beskytte biodiversiteten og sikre bæredygtig udnyttelse af områdets ressourcer. I Oikos er udlandspraktikanter en vigtig del af organisationens arbejde, og i det daglige skelner ingen mellem dem og de fastansatte. Derfor gennemgår praktikanterne en stor udvikling under opholdet.

Personlig udvikling

“Vores praktikanter udvikler sig utroligt meget. De vokser med opgaverne og bliver mere selvsikre. Vi er åbne for forslag og giver dem indflydelse på, hvordan vi løser opgaverne. De lærer at samarbejde med mennesker fra mange kulturer, og det giver stor værdi, som de kan tage med sig videre i deres karriere,” fortæller Silvia Ceppi.

I Oikos skal man vide, hvad man vil opnå med sin udlandspraktik, og man skal helst have studeret lidt, inden man søger job i organisationen. Desuden kræver de, at man binder sig for mindst 6 måneder.

Muligheder over hele verden

Praktik i Afrika er bare en mulighed ud af mange. Over hele verden er der dog utallige muligheder for kortere og mere uformelle ophold, og inden man køber flybilletten, anbefaler Silvia Ceppi, at man mærker efter, hvad man gerne vil opnå, og hvor ens grænser går.

“Når du rejser ud i verden for at være i praktik, bliver du tvunget ud af din tryghedszone. Uden for Europa vil du opleve, at alt er anderledes – menneskene, maden, kulturen, arbejdsgangene, sproget. Derfor er det vigtigt, at du gør dig klart, om du vil kunne trives med det, og du ikke giver dig selv en udfordring, du ikke kan overkomme.”

Se indad før du rejser

Hun anbefaler derfor at se på sine styrker og svagheder og finde ud af, hvor længe man vil være af sted, hvilke opgaver man har lyst til at udføre, og hvilke praktiske og personlige behov man har.

“I Tanzania er vejret f.eks helt anderledes end i Europa, og infrastrukturen er helt anderledes. Det skal du kunne tilpasse dig, ligesom du skal kunne udvise respekt for de mennesker, du møder. Der er mange ting at tage stilling til, inden du beslutter dig for at rejse ud, og du er nødt til at vide noget om landet og det sted, du skal arbejde,” siger hun. Et sidste råd er at sætte sig lidt ind i sproget så tidligt som muligt.

“Når du kan begå dig og tale med de lokale, åbner der sig en helt ny verden af muligheder,” afslutter hun.

Next article