Home » Uddannelsesinspiration » Sundhed og Informatik: Bliv brobygger i sundhedvæsenet
Sundhed og Informatik

Sundhed og Informatik: Bliv brobygger i sundhedvæsenet

Simon Bruntse Andersen
Simon Bruntse Andersen
Simon Bruntse Andersen Foto: Privat

En drøm om at hjælpe mennesker og en interesse for teknologi gjorde Sundhed og Informatik til et oplagt valg for Simon Bruntse Andersen.

Han har altid ønsket at være med til at gøre en forskel. Egentlig var drømmen at læse medicin, men efter at være stødt på kandidatuddannelsen Sundhed og Informatik, så Simon en enestående mulighed for at kombinere det bedste fra to verdener. Nemlig den sundhedsvidenskabelige og den computertekniske verden – og derigennem hjælpe mennesker til at få det bedre.

Sundhedsvidenskab og systemudvikling

”Med kombinationen af sundhedsvidenskabelige fag som anatomi, medicin og sygdomsbehandling og mere IT-baserede fag som systemudvikling, interaktionsdesign og programmering lærer man, så at sige, at tale to forskellige ”sprog”. Det giver en unik forståelse for de behov, der er blandt patienter og sundhedsprofessionelle og en evne til at oversætte disse til relevante IT-løsninger i samarbejde med f.eks. ingeniører og systemudviklere,” forklarer Simon.

Brobygger mellem patient og behandler

Efter hans mening er det unikke ved Sundhed og Informatik, at man kan være med til at bygge bro mellem sundhedsvæsen og IT i form af sundhedsløsninger som elektroniske patientjournaler og apps. Simon er derfor fortrøstningsfuld, når det gælder fremtiden. ”Vi oplever en stigende digitalisering inden for sundhedsområdet – og vi har netop de kompetencer og den teknologiske indsigt, der skal til, for at kunne hjælpe denne udvikling på vej. Så der er ingen tvivl om, at der er brug for os,” forsikrer Simon. Både han og hans medstuderende oplever også allerede stor efterspørgsel fra både sundhedssektoren, medicinalbranchen og medtech virksomheder, på trods af at de endnu ikke har afsluttet kandidaten.

Fremtid som selvstændig

Selv tager han det med ro: ”Lige nu gælder det om at få fyldt værktøjskassen op, så skal jeg nok finde det job, hvor jeg bedst muligt kan være med til at gøre en forskel. Måske ender jeg med at skabe mit eget, da jeg sammen med andre med-studerende for 2 år siden startede eHealth virksomheden, FysioFriends på SUNDhub,” slutter Simon Bruntse Andersen.

Next article