Nu er det muligt at kombinere passionen for surfing og andre udendørsaktiviteter med en uddannelse i markedsføringsøkonomi i det populære surf-område ved Thisted.
De gode surf-muligheder i Nordjylland har givet kysten fra Thy til Agger tilnavnet Cold Hawaii. Og nu vil University College Nordjylland (UCN) lokke de mange unge til at blive hængende i området via en to-årig uddannelse i markedsføringsøkonomi, som kan kombineres med udendørsaktiviteter. Det fortæller Alicja Cupial. Hun er projekttilknyttet underviser på UCN og aktiv surfer. “Flere vil gerne kunne dyrke deres sport ved siden af job og uddannelse. Derfor laver vi det her unikke tilbud, som skal tiltrække både erfarne og nye surfere til vores uddannelser,” siger Alicja.
Plads til passionen
Som studerende tager du en del af undervisningen online. Det betyder, at du selv kan styre din dagsrytme og planlægge din dag. Og der er ingen undervisning efter kl. 13.30. “Det er svært at surfe, mountainbike eller vandre en tur i Nationalpark Thy i mørke. Derfor har vi aldrig undervisning sent på eftermiddagen,” fortæller Alicja Cupial.
Tæt samarbejde med store virksomheder
Rent fagligt har UCN også nogle helt særlige tilbud, der omfatter event management. “Mange bruger events i deres markedsføring, og events kræver også markedsføring. Så det synes vi, der er god mening i.” Uddannelsen sker i tæt samarbejde med store virksomheder i området. “De studerende får en god fornemmelse af, hvordan det er at arbejde med markedsføring og branding i virkelighedens virksomheder. De lærer af andres erfaringer og kan prøve egne ideer af.”
World Cup og filmfestival
Idéerne kan også komme til live i samarbejde med Friends of Cold Hawaii, som hvert år står for et stort arrangement, der samler forskellige events, bl.a. et internationalt windsurfingstævne. UCN samarbejde også med Cold Hawaii Surf & Film Festival, en årlig event, der finder sted i Klitmøller.