
Theodor
Softwareudviklingsstuderende
Efter et halvt år som softwareudviklingsstuderende har Theodor Christian Kier allerede hjulpet en større virksomhed med en IT-løsning.
Uddannelsesloftet ledte til programmering
Theodor Christian Kier var næsten færdig med bacheloruddannelsen i medicinalbiologi, da uddannelsesloftet blev vedtaget i slutningen af 2016. Han var i forvejen usikker på, om han var kommet på rette hylde, og med udsigten til at blive låst til uddannelsen, valgte han at droppe ud. De næste halvandet år gik med at arbejde, men undervejs begyndte han at kede sig. Der skulle ske noget, og Theodor begyndte at lege med programmering.
IT-uddannelse og softwareudvikling
”Jeg begyndte at læse bøger om at kode iPhone-apps og gik så småt i gang med at udvikle mine egne apps. Pludselig kunne jeg bare lave de ting, jeg havde brug for. Det var vildt spændende,” siger han. Han undersøgte mulighederne for en IT-uddannelse, og meget hurtigt blev han forelsket i en bacheloruddannelse i softwareudvikling. ”Der findes mange IT-uddannelser, men denne her er meget konkret, idet man helt fra start får lov til at programmere og udvikle konkrete IT-løsninger,” forklarer Theodor Christian Kier. Han søgte ind på uddannelsen og blev optaget til studiestart i efteråret 2018.
En jobrettet uddannelse
Efter et halvt år på uddannelsen er han sikker på, at han har valgt rigtigt. ”Jeg er dybt imponeret over, hvor tjekket det er. Undervisningen er up to date, og vi får hele tiden besøg af spændende folk, der holder oplæg om forskellige emner,” siger Theodor Christian Kier. Det bedste er, ifølge den studerende, at undervisningen er meget rettet mod de konkrete arbejdsopgaver, han kommer til at støde på, når han er færdig med uddannelsen.
Datavisualisering og konceptudvikling
Allerede på første semester har han fået lov til at samarbejde med en virksomhed om et konkret projekt. Det var i forbindelse med et kursus om projektarbejde og kommunikation. ”Vi arbejdede sammen med Arbejdernes Landsbank om at udvikle et værktøj til datavisualisering. Vi interviewede dem og fandt frem til, hvad de havde brug for, og så lavede vi mockups og konceptudvikling. Til sidst præsenterede vi dem for løsningen,” siger han. IT-folkene i Arbejdernes Landsbank var imponerede over de studerende. ”Det var fedt at prøve. Nu føler jeg mig allerede mere klar til de udfordringer, vi kommer til at møde ude i virkeligheden,” siger Theodor Christian Kier.
Jobtilbuddene strømmer ind
Selvom han kun lige er blevet færdig med første semester, mærker Theodor Christian Kier allerede virksomhedernes store efterspørgsel efter IT-specialister. Han fortæller, at de studerende på softwareudviklingslinjen er meget efterspurgte på karrieremesser, og han er allerede blevet kontaktet af en håndfuld virksomheder. Nogle tilbyder sågar et job som softwareudvikler. De gode fremtidsmuligheder er en bonus, men det var ikke årsagen til, at Theodor Christian Kier valgte IT-vejen. ”Det vigtigste for mig var at vælge en uddannelse, jeg har passion for. Jeg skal kunne se mig selv arbejde med det resten af livet, og sådan har jeg det med softwareudvikling,” siger han.