
Freja Frantsen
Geologi-studerende
Geologi er et fag for de rejselystne, fordi der lægges stor vægt på at se virkelighedens jordtyper og prøve teorier af i praksis. Her har Freja Frantsen fundet sin rette hylde.
Da den marineblå HTX studenterhue var blevet placeret godt på hovedet af Freja Frantsen, vidste hun allerede, at en af DTU’s naturvidenskabelige uddannelser var det næste naturlige skridt for hende. Hun startede på farmaceut-uddannelsen, men i løbet af det første år kom hun i tvivl. Efter at have prøvet flere andre fag besøgte hun en hjemmeside, der kan pege i retning af den rigtige uddannelse. Og her dukkede geologi op.
Viden om vandets bevægelser og betydning
Geologi handler om Jordens forskellige faste materialer såsom jordtyper, bjergarter og jordlagenes dannelse gennem tiden. Faget indeholder mange forskellige specialer, blandt andet vulkaner, Jordens historie, og planeter og stjerner. “Jeg valgte at arbejde med vand – eller hydrogeologi – fordi vandets bevægelser på og i Jorden er utroligt vigtige for hele økosystemet,” fortæller hun.
Rejser rundt i verden
Forelæsningerne bliver ofte fulgt op af øvelsestimer, hvor teorierne skal afprøves i praksis. Derudover er der rejser til Bornholm, Sverige, Norge, Spanien, Cap Verde-øerne og USA, fortæller Freja Frantsen. “Der bliver lagt meget vægt på, at man kommer ud og oplever virkeligheden. Det er lidt et studie for eventyrere,” siger hun. I dag skriver Freja Frantsen speciale om vandets bevægelser i Limpopo-området i Sydafrika. Derfor har hun været dernede i to måneder og er netop rejst dertil igen for at gøre specialet færdigt.
Ingen tid til ensomhed
Man har ikke rigtig tid til at være ensom, fortæller Freja Frantsen. Holdene er på maksimalt 60 personer, og underviserne kender de unge ved fornavn og har altid døren åben for spørgsmål. “Der er også rigtig mange arrangementer, udover feltturene. Der er fredagsbar hver anden fredag. Og så er der f.eks. ølsmagning, julefrokoster og forskellige klubber, man kan melde sig ind i.”
.